Hovedpine

Hvorfor opstår hovedpine og hvordan kan vi hjælpe dig af med dette?

Hovedpine er almindelig og forekommer hos de fleste gennem et liv

Næsten alle har prøvet at have hovedpine. Faktisk har 8 ud af 10 haft hovedpine inden for det sidste år. Ofte går det over af sig selv og kan lindres med ro, væskeindtag og eventuelt smertestillende medicin.

Årsager til hovedpine

Årsagerne til hovedpine kan være mange. Ofte skyldes det problemer i nakken, enten muskulære eller ledmæssige, men hovedpinen kan også stamme andre steder fra. Den mest almindelige type er spændingshovedpine, hvor musklerne i nakken og under kraniet spænder op. Dette føles ofte som et pandebånd, der sidder for stramt.

Hvis en hovedpine opstår pludseligt og med kraftig intensitet, bør du søge læge som det første.

Hovedpine kan blive kronisk. Kronisk betyder heldigvis ikke for evigt, men at den forekommer mere end 15 dage om måneden. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt med hjælp for at blive fri for den – enten gennem vejledning, medicin eller manuel behandling.

hovedpine og behandling heraf hos fysiohuset i randers

Det er vigtigt at få en korrekt diagnose og behandling, hvis du lider af hyppige hovedpine. Tal med din fysioterapeut i Randers, hvis du har bekymringer eller spørgsmål.

I FysioHuset er vi alle videreuddannede indenfor forskellige områder. Mange af terapeuterne har stor erfaring, og har videreuddannet sig indenfor forskellige smerteproblematikker relateret til nakke og hoved, bl.a. forskellige former for hovedpineproblematikker.

Vi laver en grundig undersøgelse og kommer med et behandlingsforslag, der kan inkludere mange forskellige teknikker.

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Afspænding og udstrækning af muskler
  • Vejrtrækningsøvelser og motion
  • Ro fra symptomprovokerende aktiviteter

Hvordan kan vi hjælpe dig?

  • Grundig undersøgelse for at afdække årsagen
  • Behandling af de symptomgivende strukturer
  • Vejledning i øvelser og livsstil

Der er mange forskellige typer hovedpine, læs mere om nogle af de mest almindelige

Spændingshovedpine

Spændingshovedpine er en type hovedpine, der typisk opstår som et resultat af muskelspændinger i hovedet, nakken og skuldrene. Denne form for hovedpine er den mest almindelige og opleves ofte som en konstant, trykkende eller strammende smerte. Den kan beskrives som at have et bånd omkring hovedet eller som en følelse af stramhed i hele hovedet og nakken.
Årsagerne til spændingshovedpine kan være mange, men stress, dårlig holdning, langvarig anstrengelse af øjnene (som at sidde foran en computer i lang tid), muskelspændinger, angst eller søvnproblemer kan bidrage til udviklingen af denne type hovedpine. Spændingshovedpine er normalt ikke alvorlig, men kan være meget ubehagelig.

Symptomerne på spændingshovedpine:

  • En mild til moderat trykkende eller strammende smerte, ofte på begge sider af hovedet.
  • En følelse af pres på panden eller på bagsiden af hovedet og nakken.
  • Smerter, der kan vare fra timer til flere dage.
  • Ingen kvalme eller opkast, som kan være almindeligt ved migræne.

Behandling af spændingshovedpine

Behandlingen af spændingshovedpine kan inkludere afslapningsteknikker, massage, fysisk aktivitet, regelmæssige pauser fra skærmarbejde, og i nogle tilfælde smertestillende medicin. Hvis hovedpinen er hyppig eller meget intens, kan det være en god idé at konsultere en læge for yderligere rådgivning og behandling.

Migræne

Migræne er en type hovedpine, der er karakteriseret ved intens, pulserende eller bankende smerte, ofte på én side af hovedet. Det er en neurologisk tilstand, og migræne kan være meget invaliderende, da smerten kan være meget stærke og vare fra flere timer til flere dage. Migræne er ofte ledsaget af andre symptomer, som kan variere fra person til person.

Migræne FysioHuset Randers

Symptomerne på migræne:

  • Stærk, pulserende smerte, der typisk er lokaliseret på én side af hovedet, men kan være på begge sider.
  • Kvalme og opkast: Mange, men ikke alle, oplever kvalme og kan endda kaste op under et migræneanfald.
  • Lys- og lydfølsomhed: Migrænepatienter er ofte meget følsomme overfor lys og lyd.
  • Visuelle forstyrrelser: Nogle migrænepatienter får synsforstyrrelser som lysglimt, zigzaglinjer eller midlertidig blindhed, en tilstand kaldet "aurafasen". Auren kan forekomme før eller under migræneanfaldet, men ikke alle migrænepatienter oplever aura.

Migræne kan inddeles i flere typer:

Migræne med aura
Denne form er forbundet med de visuelle eller neurologiske symptomer, der opstår før eller under et migræneanfald.

Migræne uden aura
Den mest almindelige type migræne, som ikke er forbundet med de neurologiske forstyrrelser, der ses i aura.

Kronisk migræne
Når migræne opstår 15 eller flere dage om måneden i mere end tre måneder.

Behandling af migræne

Behandlingen af migræne kan omfatte både medicin og livsstilsændringer og afhænger af den udløsende årsag. Smertestillende midler som paracetamol eller ibuprofen kan hjælpe med mildere anfald, men ved mere alvorlige anfald kan specifik migrænemedicin være nødvendig. Livsstilsændringer som stresshåndtering, regelmæssig søvn og undgåelse af triggere kan også hjælpe med at reducere hyppigheden og intensiteten af migræneanfald. Det er en god idé at konsultere en læge, hvis du oplever migræne, da en korrekt diagnose og behandling kan hjælpe med at kontrollere symptomerne.

Hortons hovedpine

Hortons hovedpine, også kaldet clusterhovedpine, er en meget smertefuld og sjælden type hovedpine, der normalt påvirker mænd i alderen 20 til 40 år. Den er kendt for sin ekstreme intensitet og tendens til at opstå i episoder, hvor hovedpinen optræder gentagne gange over en periode på dage eller uger, ofte med perioder uden smerter imellem. Det er en af de mest smertefulde typer hovedpine, og de fleste, der lider af den, beskriver smerten som ekstremt intens og uophørlig.

Hortons hovedpine FysioHuset Randers

Karakteristika ved hortons hovedpine:

Smerterne ved hortons hovedpine er normalt meget intense og skarpe, og de opstår ofte på den ene side af hovedet. Smerten er typisk lokaliseret omkring øjet, tindingen eller på den ene side af ansigtet. Mange beskriver smerten som en "brændende" eller "skarpt stikkende" fornemmelse. Smerten varer normalt fra 15 minutter til 3 timer, men kan opstå flere gange om dagen. Denne type hovedpine er ofte ledsaget af tåreflåd, tilstoppet eller løbende næse eller hævelse i øjnlåget. De ledsagende symptomer vil findes i samme side af hovedet som smerten er lokaliseret.
Årsagerne til clusterhovedpine er ikke helt klarlagte, men rygning og alkoholforbrug kan have en indflydelse på udviklingen af tilstanden. Behandlingen omfatter medicin og iltbehandling.

Cervikogen hovedpine

Cervikogen hovedpine er en type hovedpine, der stammer fra problemer i nakken.  Denne type hovedpine er forårsaget af irritation eller problemer med nakkeled, muskler, nerver eller andre strukturer i nakken, og smerten kan stråle op til hovedet.
Smerterne ved cervikogen hovedpine opstår ofte på den ene side af hovedet, især bag eller omkring nakken, og kan stråle fremad mod panden, tindingen, øjet eller bag øjet. Smerten kan også være lokaliseret i nakken og skuldrene, og det føles ofte som en konstant, stiv eller trykkende smerte.

Cervikogen hovedpine FysioHuset Randers

En af de mest markante symptomer på cervikogen hovedpine er smerte og stivhed i nakken. Mange personer med cervikogen hovedpine har også nedsat bevægelighed i nakken og kan have svært ved at dreje eller vippe hovedet.
Hovedpinen kan udløses eller forværres af aktiviteter, der involverer nakkebevægelser, som at dreje hovedet hurtigt, læne sig fremover, eller ved langvarig dårlig kropsholdning. I nogle tilfælde kan hovedpinen også forværres af stress eller muskelspænding.

Symptomer på cervikogen hovedpine:

  • Smerte i nakken og baghovedet, som kan stråle frem mod panden, øjet eller tindingen.
  • Nedsat bevægelighed i nakken eller stivhed i nakken.
  • Hovedpinen kan blive forværret ved at dreje eller vippe hovedet.
  • Hovedpinen er normalt på én side af hovedet og kan være konstant eller komme i anfald.
  • Smerte kan også forværres ved at trykke på bestemte punkter på nakken eller ved at påføre let tryk på nakkeområdet.

Behandling af cervikogen hovedpine:

Behandlingen af cervikogen hovedpine fokuserer på at lindre smerten og behandle den underliggende årsag i nakken. Fysioterapi, der fokuserer på nakkemobilisering, styrkelse af nakkemusklerne og forbedring af kropsholdningen, kan være meget effektivt i behandlingen af cervikogen hovedpine.Derudover kan forbedring af kropsholdning, regelmæssig fysisk aktivitet og undgåelse af belastende aktiviteter for nakken hjælpe med at forebygge cervikogen hovedpine.

Sinushovedpine

Sinushovedpine er en type hovedpine, der opstår som følge af betændelse eller irritation i bihulerne, som er luftfyldte hulrum i ansigtet og hovedet, der er forbundet med næsehulen. Når bihulerne bliver betændte, kan det føre til smerter, tryk og ubehag i hovedet, der kan føles som en hovedpine. Smerterne er typisk lokaliseret i panden, omkring øjnene, på kindbenene eller langs næsebroen. Smerten kan også føles som et tryk i de områder, hvor bihulerne er placeret. Smerterne er ofte som en konstante, dunkende smerte eller trykkende, og kan blive værre hvis du bøjer dig fremover eller ligger dig ned.

Sinus hovedpine FysioHuset Randers

Symptomer som ofte kommer en sinushovedpine:

  • Tilstoppet næse eller løbende næse.
  • Hoste, ofte værre om natten.
  • Ømhed eller hævelse i ansigtet, især omkring næsen, øjnene og kindbenene.
  • Træthed eller generelt utilpashed.

Behandlingen af sinushovedpine

Behandlingen af sinushovedpine fokuserer på at behandle den underliggende årsag, som oftest er bihulebetændelse.

  • Medicin som næsespray
  • Varme på de smertefulde områder
  • Drikke rigeligt med væske kan hjælpe med at løsne slim og fremme dræning fra bihulerne.

Hvis symptomerne på sinushovedpine varer længere end 10 dage, eller hvis du oplever alvorlig smerte, feber eller andre komplikationer, bør du søge læge.

Vagusnervens indflydelse på hovedpine

Den 10. kranie nerve, vegusnerven, er en af de vigtigste nerver i vores krop og er med til at regulere hjertet, lungerne og hovedparten af fordøjelsystemet.  Cirka 80% af nervens funktion handler om at regulere fordøjelsen, mens de resterende 20% omhandler de motoriske fibre, der styrer mave- og tarmsystemet. Vagusnerven går ud fra kraniet lige bag øret og løber ned igennem kroppen og stopper ved de nederste fordøjelsesorganer.  Derudover spiller nerven en vigtig rolle i den del af det autonome nervesystem, der er ansvarlig for restitution og afslapning.

Vagusnerven hovedpine FysioHuset Randers

Problemer med mave- og tarmsystemet, som irritabel tyktarm, oppustethed, kramper, forstoppelse og infektioner, kan indirekte føre til spændinger i nakken. Dette skyldes, at vagusnerven sender en stor mængde advarselssignaler til centralnervesystemet, hvilket kan medføre muskelspændinger i nakken. Da nakkens muskler hæfter på kraniet, kan spændinger her føre til problemer som spændingshovedpine, nakkehovedpine og som en trigger for migræne. Hvis nakkens muskler spænder på, kan det betyde, at du får problemer med bevægeligheden af nakken. Den nedsatte bevægelse kan udover smerter og irritation i nakken, også være årsag til kvalme, utilpashed og svimmelhed.

Vagus nerven har også en direkte indvirkning på vores lunger og er med til at kontrollere vores vejrtrækningsrate og vejrtrækningsdybde, og også på den overordnede styring af vores hjerterytme. Dybe vejrtrækninger kan være med til at stimulere og berolige vagusnerven, og have en positiv effekt på vores system hvis vi er stressede eller bekymrede.

Alle muskler på nær en, omkring svælget bliver styret af vagusnerven. Derfor kan problemer med vagusnerven også medføre synkeproblemer, halsspændinger eller følelsen af at have en klump i halsen. Dette er noget man ofte ser hos babyer, hvor nakkespændinger giver ammeproblematikker, fordi nakkespændingerne, via vagusnerven, fører til spændinger i gane og svælg.

Poblemer med vagusnerven kan opstå som følge af ubalance i nervesystemet eller i kroppen. Det kan både være mekanisk, hormonelt og systemisk.
Osteopati kaldes også manuel medicin fordi vi behandler med vores hænder som det primære. Vagus nervens vej fra kraniet ned til maven skal være fri for at have optimal funktion. Derfor vil behandling tage udgangspunkt i at løsne de strukture som presser nerven rent mekanisk. Den anden del af behandlingen vil bestå i at kigge på de eksterne faktorer som påvirker vores systems balance, såsom søvn, motion, kost, stressfaktorer m.m.
Den osteopatiske behandlingstilgang er individuelt tilpasset til netop dig, både med teknikvalg, undersøgelse, behandling og hvad du selv kan gøre.

Øvelser som kan have en positiv effekt på vagusnerven og de strukturer som den vekselvirker med:

  • Dybe vejrtrækninger
  • Nakkemassage
  • Meditation
  • Synge
  • Grine
  • Gå ture og vær aktiv

Kilder

Kan stress give hovedpine?

Hvis man er stresset eller har mange bekymringer, vil man have en tendens til at spænde op i musklerne i nakke, skuldre og kæbe. Hvis dette står på over længere tid, kan det udløse spændingshovedpine.

Stress medfører ofte dårligere nattesøvn, hvilket kan forværre og forlænge en hovedpineperiode. Samtidig kan stress føre til en langsommere helingsproces, hvilket gør det sværere for kroppen at reparere skadede strukturer, der kan være årsagen til hovedpine.

Andre sider du også kunne være interesseret i

Scroll to Top